Det her er en test_)

dasdjdHjka

ajdHakdjhadJKahdkjadsh

Link

Botox or Broccoli teaser for danish program

I have made this voice over for Strix film in Dk. 

OL – Og lignende?

Ol – Olympiske lege. Det er alle steder, og kan du ikke lide lugten i bageriet, kan du skride over på Disney Channel, TlC (besynderlige programmer fra USA), TV3, Kanal 4, 5 og 6, MTV og Kanal København. Der er jo masser at vælge imellem.

Jeg kan godt afslører her på åben skrift, at jeg altid har synes, det var mindst lige så interessant at se sport på tv, som at glo på hvid maling der tørrer. Ikke at sammeligne med at dyrke det, for det er jeg sådan set stor fan af.

Men nu bor jeg sammen med en, der elsker at se alverdens besynderlige sportsgrene på tv. Jeg er, fx før OL blevet introduceret for, at man kan se skak, poker, Amerikans fodbold, skiskydning, poledancing (eller var det noget andet?) Og det har ikke sat voldsomt gang i lysten til at udforske sport på tv.

Lige bortset fra at jeg selvfølgelig sidder klistret til skærmen med en dåseøl, saltstænger og en klaphat på, når Danmark spiller fodbold. En gang har jeg prøvet at blive bidt af Joarcim Boldsen og team, hvor jeg endte med at skrige og skråle. KOM SÅ FOR HELVEDE. I KAN GODT. (tror nok de vandt noget stort)

Så det er langsom begyndt at snige sig ind under huden på mig. Jeg smuglytter til det på p3, med Mads Steffesen, som jeg er hemmelig forelsket i. Han har også en yngre mand med i studiet, som taler utrolig jysk, og er utrolig sjov, og siger utrolig upassende ting. Ham er jeg også lidt forelsket i.

Forleden aften fandt jeg mig selv alene hjemme, siddende og se OL-Update på DR1. ALENE. Nu er det ikke længere en fling, men ved at udvikle sig til noget seriøst.

Og jeg stortudede da Mohamad Farah (har googlet hans navn) løb i mål på 27 minutter efter 10 km, og da datteren og hans højgravide kone kom på banen, måtte jeg lade tårene få frit løb. Jeg stor hulkede, for aldrig havde jeg set noget så sødt. (og tro mig, jeg har prøvet at løbe 10 km mange gange, og fuck det der er hurtigt. Min hurtigeste tid ligger “kun” 20 min bag ham).

Så OL er ikke længere bare to bogstaver, der i princippet ligeså godt kunne stå for

– Og lignende, og lort. Orla løsnapper, Og lalleglad eller Oda-Louise.

Nej Ol er fedt. Det er store følelser, folk der bliver smidt ud pga snyd, badedragter der sprænger, guldvindere der pisse i bassinet, glæde, skuffelse og ophidselse. Det er den rene soap opera og et indblik i en verden, hvor man ikke anede at disse spotsgrene fandtes. Og det bedste af det hele. Det går stærkt. 100 meter løb. Sæt igang. Slut. prut. Vi har en vinder.

Så synes faktisk det alt i alt er en fin flirt.

 

Klemmer og tissemand

Der kommer en dag, hvor man ikke længere kan holde ting for sine børn hemmeligt. Der kommer en dag, hvor de må få sandheden om tissemænd, klemmer og børn at vide.

Den har luret længe den dag, og i morges kom den.

Min ældste duracellunge havde fundet nogle klemmer, som han gladeligt puttede på tissemanden, for det var sjovt.

Jeg sagde højt, ” ej skat det skal du ikke. Du skal passe på tissemanden, for du skal bruge den senere i livet”.

Ham :” Til hvad mor? ”

Manden:” Nå men hej hej skat. Jeg smutter nu”. Døren smækkes.

Ham: “til hvad mor?”

Øhhh ok. Det der sker er at, man kan putte tissemanden ind i tissekonen og så får man måske et barn.

Ham: “Jamen hvordan får man den derind?”.

Mig “spørg din far”.

Han løber ud i gangen og råber efter ham . Men han er for længst væk.

Ham: ” Ring til far nu mor og spørg”.

Mig ” Skat det er ikke fordi jeg ikke ved det, jeg ved bare ikke lige, hvordan jeg skal forklare det, og det er kun voksne der må ok? “.

Også kom jeg langt ud i skoven med, når du blir voksen, bliver dilleren nogen gange større også er det nemmere at ramme tissekonen, men her begyndte han heldigvis at miste interessen, indtil han lige skulle sikre sig, at han havde hørt rigtigt den anden dag, hvor vi havde en anden ærlighedsscene.

Ham: ” Men mor er det virkelig rigtigt, at jeg ikke kom ud af din mave?”.

Mig: Ja skat – hvor usandsynligt det ellers lyder(også for mig), så kommer de fleste børn altså ud af fitlihutten på moren.

Ham:” Ad mor. Ad. mor”.

 

 

Lykken er…

Status: 4 års bryllupsdag i dag. Blev viet i mine forældres have a homoseksuel operasangerinde, med guitarspil fra 1/4 del af C21 og  og verdens største bryllupskage. Og det vigtigeste alle vennerne og familien var det til at fejre vores kærlighed. Og åhhh my good, hvor var jeg forelsket den dag (og mange andre dage). Mit hjerte hamrede fra jeg stod op om morgenen( meget lidt udhvilet, fordi vi selv arrangerede hele molevitten, med telt, stor fed lam på grill, vin på tønder, og et overflødighedshorn af dessert), fordi jeg glædede mig så meget til at blive gift med Kristian. Lykke er meget til debat. Hvad er lykke? Aner det virkelig ikke, men  dag var jeg lykkelig.

Dagen i glimt.

Det var sjovt at blive gift. Flere af gæsterne, fandt det besynderligt at “præsten” brød ud i opera.

Rød løber. 30 grader. Kærlighed, rosenblade og bedste venner.

Jeg husker også noget af hans tale – men det er jo trods alt 4 år siden. ” Når vi blir gamle, og vi sidder og kigger ud over vandet, efter et langt berigelsesfyldt liv, vil jeg fortryde de 4 måneder, hvor vi ikke var sammen. Jeg ville ønske vi havde haft hvert minut sammen”. Også blev der tudet. Jeg husker jeg sang for ham. Der blev ikke tudet. Kun af grin. Hvis jeg kunne uploade en video, havde jeg gjort det – så ku I også grine.

Der synges på melodien Plain White T´s hey there Delilah.

Det jeg husker fra sangen er; Hey der min kokkenmand, vi siger vi skal spare, så vi napper et glas rødvin, fejrer med en gang fois gras, det ik nemt. Din mad den gør mig helt forvent. Du heaven sent. Åhh det det du gør ved mig, åhh det det du gør ved mig. Åhh nu er vi blevet gift og vi er endt småborgerligt – Det ik så skidt.

Vi var i Thailand på en lastbil ude i regnen, var du nede på dit knæ, jeg var klar på præst og degnen, jeg blev snyyydt. Det blev i telt på Samsø -pyt. Vil ikke byt. Åhh det det du gør ved mig, åhhh det det du gør ved mig. åhhhh nu er vi blevet giift og vi er endt småborgerligt. (og en masse andet om at han var blevet lidt mere blød rundt om livet)

 

 

Bryllupsbiledet.

 

 

 

 

 

 

 

 

Forret.

 

 

 

 

 

 

Venner der ikke kan synge – sang sjove ting. De havde lige øvet sig med en guitar på stationen på vej til bryllup.

 

 

 

 

 

 

 

 

hovedret.

 

 

 

 

 

 

Dessert.

 

 

 

 

 

 

Vi havde egentlig ikke rigtigt fået øvet brudedansen, men danske skal man jo. Mest af alt grinede vi os bare igennem den. Kiggede på hinanden, kyssede og blev enige om, at det hele sgu var ok. Og her 4 år efter har vi godt nok stadig ikke lært bryllups dansen, men vi har klart en fantastisk melodi i vores liv. Og jeg er i hverttilfælde møg hamrende forelsket i ham 2 gange om måneden – så tænker vi tar 4 år til:)

 

Dansen

Sutter

Sorry guys, hvis i troede det handlede om noget andet.  Nu blir du skuffet, med mindre du er mor til 3 og har haft samme problem som mig. Har ellers lært at Rubrikker skal være æggende, vækkende og sige noget om teksten. 

Kan ikke helt finde ud af, om min datter på snart 3 år er klar til at smide sutten? 

Sådan her går hun gerne rundt. Og i morges spurgte jeg hende, hvad hun ønskede sig i fødselsdagsgave? 

” En ny sut mor”. 

Men skat, vi skal til at smide sutten. 

” Nej mor, det skal vi ikke”. 

Det havde hun absolut ingen planer om overhovedet. 

Overvejer stadig om den skal med til Spanien eller ej. 

 

Der blev grinet på polsk

Som sagt. Har to polakker gående og ordne kælderen efter Lyngbyvejstsunamien. Og som sagt. Jeg er rigtig flink ved dem, for vil gerne have at de rykker hurtigere end min mand gjorde. 

Imorges spurgte jeg, om de ville have kaffe, og det ville de mægtigt gerne. De er ikke ydmyge, og det kan jeg godt li. De ville både have mælk og sukker i. 

Kaffen blev serveret i Bodum plastik kop, som holder godt på varmen, og inden jeg gik sagde jeg ” anything else you need, before I leave?”. ( som en anden servitrice) 

” No thanks”, blev der svaret. Hvorefter den ene siger noget på polsk, og den anden griner. I ved på den der måde, hvor han virkelig prøver at undertrykke det. 

Nu ridder det mig som en mare, fordi jeg er som jer er. Pisse nysgerrig. Hvad sagde polakken? 

Var han fræk? Sjov? Næsvis? Liderlig? 

Kunne han have sagt ” ty na srebrnym talerzu (dig på et søvfad)”.

Eller “tak – ostrygi, szampan i kawior ( Østers, champagne og kaviar).

Eller “Zamknij się i bądźmy w pokoju” (Hold nu kæft og lad os være i fred). 

Eller “go w dupę”. ( må i selv slå op)

Det er åbenbart det nye, jeg skal lære POLSK. Spansk er so last season. Det er Polsk der dur. Både rengøringsdamen og håndværkerne er polske. 

Men ahhh hvad sagde han mon? 

Sommerupdate

Har to polske håndværkere gående i kælderen og murer op efter Lyngbyvejstsunamien. Ja korrekt, den sidste år. Lad os bare sige, at udlejers forsikringsselvskab ikke var det hurtigeste dyr i skoven eller det højeste rafte i stakittet.

De er totalt effektive. De har kun været der en dag, og de har nået, hvad der tog min mand en 2-3 måneder. Altså ikke at jeg klager, for han var jo specialestuderende, havde aldrig prøvet at være sådan en håndværker før, og vi havde et kolik barn på 7 måned. Så egentlig var det jo flot at han overhovedet fik lavet noget.

De siger, de er færdig om en uge. Og jeg smiler glad over hele hovedet, lyner lidt ned i blusen til den halvkedelige ammebabbedut, laver tonsvis af kaffe og håber på, at man kan stole på en polak i smækbukser.

Vi har jo ikke været på ferie, og derfor er dagende gået med mange timer i liggestolen med gode bøger. Vi har blandt andet læst “Norla Nøsnapper” op til flere gange. Ja vi har også læst en anden variant, der hedder “Orla Søsnapper”. Det er svært at være 5 år og huske mærkelig navne, men ældste duracellunge vil gerne være stor, så han kan banke ham der Norla Nøsnapper.

Jeg skal på kur. Ikke sådan en rigtig kur, bare en hvidvins stop kur. Der er stort set ikke gået en eneste dag i sommeren, hvor den ikke har stået på hvidvin. Og det kan ses og mærkes. Har aftalt med mig selv, at der skal gå mindst 3 dage imellem nu. Det er realistisk og små skridt. Var jo ellers knaldgo til at løbe, nu halser jeg mig igennem fælledparken.

Om præcis en måned står den på vino tinto (kun hver 3 dag selvfølgelig) og ablo spanjol. Asta la vista og Manjana pådefåvåd. Der er ting, der skal pakkes ned, og jeg må bare konstaterer, at jeg er en samler. Jeg er sådan en type, der altid tænker ” ejj den kan man da godt få brug for engang” om en grydeske, eller et stykke stof (jeg syr ikke) ” Ej den vil da være fin i klæd ud kassen”, eller de tusindvis af møbler på loftet som har fået denne besked: ” jamen når vi flytter i noget større, så kan de rigtig komme til deres ret”.

Nu må jeg bare erkende, at jeg kunne være med i et TLC program om samlere, og vide at selvom vi får mere plads i Spanien, er der good dam langt, og de kommer ikke med. Så fact er jeg skal på lopperen og på Lauritz. For jeg er en genbrugskælling. Ku aldrig drømme om at smide noget ud. Tænk nu hvis, man kunne bruge det en dag?

Min mand har erklæret, at når vi kommer hjem, skal vi leve mere minimalistisk.

Betyder det mon også vi skal til at rydde op?

Se det ville da være en sommerupdate med et strejf af breaking news.

 

Voksne mest irriterende

I en undersøgelse lavet af millemums sommeren 2012, mener  91 % af brugerne at voksne i et fly er de mest irriternede. Tv2´s brugere mener noget andet.

Udpluk fra undersøgelsen om hvad børn synes er mest irriterende  på et fly.

Magnus på 5 år siger; ” Jeg hader bare helt vildt, når manden foran mig lægger sit sæde ned uden at spørge, og han med en irretende stemme siger, at jeg ikke må sparke ham i ryggen”.

Emilie på 4 år; ” Sidst jeg var ude og flyve, var der en mand, der stank af røg og sprut (det sagde min mor), og han snorkede helt vildt meget, så jeg næsten ikke kunne høre i-pad”.

Thor på 2 år”; Sæderne er alt for store, og der er alt for meget plads til benene.”

Gertrud på 7 år. ” Hvorfor må børn ikke sidde ved nødudgangen. Hey hvad blev der af børn og kvinder først – princippet”.

Mali på 3 år: ” voksne der ikke synes det er sjovt at høre Dora Dora Dora the explorer. Hugo må ikke hugge. Hugo må ikke hugge, har bare ingen humor-overhovedet”.

Først nede på en 7 plads kommer at nogle børn synes, det er lang tid, de skal sidde stille i deres sæde, og at det kunne være rart , hvis voksne kunne tage lidt mere hensyn til dem. “Som om det ikke er ret svært at få 36 timer til at gå i et fly, ” afslutter Karla på 9 år.

 

 

Cirkus summarum kom igen

Handlede i år om, at cirkusdirektøren havde mistet sin fantasi. Ja det skal jeg da lige love for han havde, og han var ikke den enste i det badut cirkus, der havde mistet sin fantasi. Der er ikke en spelt unge på hele Østerbro eller Slushice unge fra Brøndby strand, der ikke har været turen igennem cirkus manegen på Sommer Summarum.

Og det forpligter fandme. Kort opsummeret havde de glemt at lave en historie, 80 procent af numrene var genbrug, og de sidste 20 procent brugte de bare på at præsenterer Bruno og Bamse, der valsede lidt rundt i manegen. 

Men hvad handlede det om? Signe var jo som sædvanlig underskøn med sin sexet stemme, sine labre prinsesseben og sin helt uimodståelige charme. Men de virkede sgu alle lidt metaltrætte. 

Og synes måske at aldersspændet var lige lovligt langt. Fra Bamses pattede pusse nusse sprog til Jacob i rødt undertøj. Basutski dutski er med stor numse. Signe der bliver vild med en prins, der kan gå på line ( med små seksuelle hentydninger), til Karla og en ung gut der blev forelsket og sang ” de første kærester på måneden”. Kan godt afsløre at min 5 årige dreng, ikke helt fattede det der kæresteri på månen. ‘

Fint nok – Han behøver ikke fatte det hele, og han havde sikkert en udemærket tur. 

Måske var det mest af alt moren der kedede sig, og sidste år var jeg altså godt underholdt. 

Så Signe, Bamse, hr cirkusdirektør, Jacob, bruno og hvad dulen i ellers hedder. Spænd lige linien lidt og se om der ikke ligger noget mere fantasi på bunden af kufferteren til næste år. 

Besat af vejret

Jeg er blevet en vejr facist, hvis man kan det. Jeg er blevet fuldkommen besat af at tjekke vejret på tv2´s hjemmeside. Det er ikke hver dag selvfølgelig. Nej nej bevares. 

Det er hver time, nogle gange hver halve time. Ser lige om de har pustet lidt til vinden og hævet temperaturene. Tjekker også 14 dags prognosen, selvom jeg godt ved, det er vanvittigt. 

De få gange hvor de har været så venlige, at lade som om sommeren, var lige om hjørnet med en 24 grader, er jeg blevt så ufattelig skuffet, når de så igen har sænket temperaturen ned til 16 grader og regn. 

Føler lidt de”pisser” på mig. Lover mig guld og grønne skove. ja eller måske mere sol, strand og is.

16 grader og regn midt i juli måned. Det er jo på ingen måde tilgiveligt. 

Men hvem er “de” der lavet vejret. Kan man egentlig ikke godt bebrejde dem, at de ikke gør deres arbejde ordentligt. Juli måned er jo sommer, og den har “de” dælme ikke klaret særligt godt. Hvor svært kan det være. Det er, “good dam” kun en måned om året de skal ramme. Men ikke engang den måned, kan “de” klare. 

Man får jo lyst til at råbe ” hvorherre til hest”, ryste på hovedet og tage en uldsweater på. 

Det svarer jo til at pølsemanden ikke kan lave en kradser, eller stripperen ikke kan lide at være nøgen. 

Men det svarer fandme også til, at jeg er blevet sådan en type, der konstant taler om vejret. 

I kender typen ik?

” Nå har i haft en go ferie”? ” Ja altså vejret ku jo godt have været bedre” eller ” Nå alt vel?” ” Ja altså hvis det bare ikke var fordi vejret er så dårligt”. 

Det er mig, men jeg er bare endnu værre. Jeg er gået helt over gevind. Aner snart overhovedet ikke hvad jeg skal sige til folk. 

Min standardsætning er lige pt ” Jaaa men jeg har læst på tv2 verjet at mellem kl 8 og 10 i dag skinner solen, og vi får en 16-til 18 grader. Men så begynder det at regne mellem 10-14, med muligheder for lidt opklaring ud på eftermiddagen”. 

Jeg er blevet en omvandrende vejrudsigt. 

Gode ting er at imens i alle sammen holder ferie nu ( i fucked up skidespræller møgvejr), så har jeg først ferie til september, hvor solen selvfølgelig skinner i Javea, Spain. 

Og by the way, i ringer bare hvis i skal vide hvornår på dagen, der er størst muligheder for at få en dukkert med sol på rumpetten. Mig og vejret sidder klar. 

SOS – Elsker billeder der lyver.

Billede til SOS børnebyerne, som gerne ville bruge vores lykkelige kernefamilie til deres kampagne. Så¨andre lykkelige kærnefamilier kunne kigge og tænke, ” fuck de er seje, jeg vil også ha et Afrika barn”.

Den lykkelige kernefamilie på 4 blev så til 3 den dag. På vej ud af døren, var der nogen der begyndte at te sig, og nogen råbte, og nogen blev uvenner, så porcelænet sprængtes. 

Og man kan da næsten ikke se at for 20 minutter siden, havde kernefamilien haft verdens største skænderi (som jeg nu slet ikke kan huske, hvad handlede om, udover at det ikke var mig, der var urimlig), som gjorde at kernefamilien blev enlig mor til to familien. 

Heldigvis var der nogle andre lykkelige kernefamilier, der ku træde til og blive brugt i kampagnen. Altså vi blev selvfølgelig brugt. Bare ikke som de lykkelige. 

Hvad man heller ikke kan se på billedet er, at fordi jeg kom lidt hurtigt ud af døren, havde jeg åbenbart en lidt slidt trøje på, som ikke lige passede på den perfekte mor. 

Så jeg blev iført en anden lånetrøje med prisskilt i nakken. Børnene spiste hele settes morgenmad, der bestod af sund wienerbrød, sund juice, sund kakaomælk, sund nutella, sund mad. 

De spurgte hele tiden, ja eller rettere plagede og mit blødende stressende ked af det mor hjerte, orkede ikke at sige nej. Så de var fucked up på sukker på billedet. Lidt en modsætning til vores lille Afrika barn. Eller de har da egentlig en del cacao i Afrika, har de ikke?  

Fotografen så på mig, da jeg kom og sagde, ” Øhh skulle i ikke være en hel familie?”. 

” Jo – Dónt ask – det er vi ikke i dag. I dag er vi bare single mum med børn billedet ok? “.

Men ha ha – Jeg ser sgu da tæske lækker ud på de der billeder, og fotografen har ladet mig få nogle tæske lækre stænger. 

Elsker billeder der lyver. 

Så kan sagtens leve med at være Single mom til to med lange lækre stænger. 

Ps – vi er en familie igen. 

 

Testosteron en masse

Mænd på Østerbro kan ikke lide at man triller med sin cykel på fortovet. De kan i det hele taget ikke li ret meget.

I lørdags lykkedes det mig inden for to minutter, to forskellige steder at blive kaldt, ” Den klammeste kælling, længe set” og ” stor fed møgso”.

Min veninde konstateret nøgternt, da jeg flæbende fortalte, at jeg sgu blev ked af det, når nogen råbte efter mig på den måde, “at mænd på Østerbro kan åbenbart ikke lide, at man triller med cin cykel på fortovet, så ved du det”.

På en eller anden måde må jeg se skide provokerende ud, for jeg oplever det ofte, også i andre sammenhænge at blive svinet til at fremmede mænd.

Den ene af svineren, opdagede jeg, da han vendte sig om, var en rigtig Østerbro kending, som engang har lovet mig tæsk i det lokale træningscenter, fordi jeg tog hans løbebånd. (og har råbt efter flere af mine veninder)

Dengang kiggede jeg uforstående på ham og sagde, ” jamen der står da ikke, at det er dit løbebånd”? Åbenbart provokerende, for den to meter bredskuldrede testosteronmand, spurgte den 1 1/2 meter høje tøs om ” Skal vi gå uden for at ordne det her?”.

” Øhhh nej”, pippede jeg imens jeg løb op i baren, eller hvad de nu kalder den slags i et træningscenter.

De var ligeglade med at han truede mig, for de kendte ham. Jeg blev pisse bange og meldte mig ud.

Det er også svært ikke at kende ham, for menneskebarnet har tatoveret sit navn på ryggen, i tilfælde af at hjernecellerne en dag glemmer hvad han hedder.

Men hov venner. Hvor er tolerancen? Hvornår er det blevet ok, at råbe og skrige som sindsyge på gaden, fordi man synes nogen gør noget, man ikke kan lide.

Ja man må ikke cykle på fortovet, men jeg trillede forsigtigt, uden at genere nogen, og jeg forstår ikke den politi -kællinge-talen-grimt kultur, som mænd benytter sig af. Du ser aldrig en kvinde råbe på den måde, eller gør man?

I Berlin hvor jeg var i sidste uge, blev jeg så imponeret over hvor flinke Berlineren var. De cykler i øvrigt på fortovet helt forsigtigt, og tager hensyn til andre mennesker. Hjælper en ud af sporvognen, samler ugens sut op, hvis hun har tabt den ud af cyklen, taler pænt og virker i det hele taget som et meget tolerant folkefærd.

Vi ku godt lære noget at det i Danmark. Stop den der surmuleri. Lad dog være med at blive så irreteret på andre mennesker, fordi de ikke gør lige, som du havde håbet eller efter bogen. (Emma Gad)

Lad mig citerer en skide god reklame pt ” Tal ordentligt – det koster ikke noget”.

(Hvorfor er det egentlig ikke mig, der speaker den? )

“Samfundet kan bare komme an”

Sagde en ung studine i går på TV2 News.

I morges mødte jeg en af disse dalrende ud af bussen på Østerbrogade kl 08.30.Han kom slingrende ud på cykelstien, og var lidt i tvivl om hvilken retning fortovet lå. Jeg råbte “Tillykke stivesen”, og smilede overbærende til ham. Han smilede sødt tilbage til mig, slog en lille bøvs, og sagde tak og undskyld. Han havde søde krøller under huen, og var egentlig ikke meget yngre end mig.

Husker den tid som var det i går. Husker min ukuelighed. Husker jeg skulle erobre hele verden. Husker mine store faste bryster og de søde unge fyre med krøller under huen. Husker en ubekymrethed, som var min bedste ven. Husker jeg var stiv en uge eller to. Husker jeg flyttede til Paris, og følte mig enormt voksen. Det år, var ikke et fjumreår. Heller ikke de næste to. Det var år, hvor jeg lærte sprog, at blive voksen, at klare mig selv, at møde andre kulturer og mænd fra andre lande. Også et par enkelte piger. Det var år hvor jeg levede livet, og fandt nogenlunde ud af hvad jeg ville, selvom jeg ikke er endt der i dag. 

Tilbage til studinerne på Tv2 News. De talte om at blive student, tage et år ud af kalenderen og krisen. Om at de ikke bare ville vælge, et studie som de synes var sjovt, men også et studie, hvor de vidste de kunne få job bagefter. Meget eftertænksomt. Altså efter de havde drukket hjernen ud et år, rejst jorden rundt, reddede de sultne børn i Afrika, og arbejdede i en kibbuts.Puhhaaa.

På den anden side stod der en eller anden nævenyttig phd forsker og sagde, ” I skal virkelig tænke jer om, og komme hurtigt i gang med uddannelsen”. 

MMM ja, men heldigvis var studinerne ikke til at skyde igennem. De havde ungdommens ukuelighed og rend mig i røven blik – så den hoppede de ikke på. 

” Nu skal vi ud og have det sjovt, også kan samfundet bare komme an”. 

Husker i det gamle studiner? Tror jeg vil være sådan i dag. Ung, ukuelig og fanden i voldsk. Og måske kysse på en ung smilende student med krøller. 

Nu bliver det alvorligt, og jeg er gal

Jeg siger muligvis noget, som nogen vil finde kontroversielt eller generaliserende. Men jeg kan ikke lide lastbiler. Lastbiler og dermed også dem der kører dem, for de er simpelthen for dårlige til at tage hensyn.

Jeg kendte en pige. En lille pige på 10 år. Jeg havde passet hende, siden hun blev født. Jeg elskede hende, for hun var meget elskværdig. Hun var sød og smuk. Men hun er her ikke mere, for hun blev kørt ihjel af en lastbil, der ikke så hende.

Og derfor så pisser det mig edder peter væltne af, når jeg læser om at en lastbil er kørt op i en personbil, som er smadret til uigenkendelighed incl et lille barn på 4 år på Lyngbyvejen i sidste uge.

Det er ikke uagtsomt. Det er simpelthen stupidt. AFSTAND. Selv en lastbilchaffør med beton i hovedet og lasten, må da kunne forstå den regel.

Ja hans liv er givetvis også ødelagt, men han kunne have gjort noget inden, så det ikke var sket. Det kunne han, og det kan rigtig mange lastbiler, hvis de vil.

De forældre får aldrig et normalt liv igen, det gør ondt helt ind i min mor knogle, at små søde uskyldige børn, skal være offer for den slags total uansvarlighed.

Hvis du skal køre lastbil, så kræver det altså, at du bruger din sunde fornuft, dit hoved og den del af din iq, som du er blevet bemidlet med.

Dengang den sødeste lille pige døde, græd jeg og havde dårlig samvittighed over at leve. Jeg følte med hendes forældre, og det gør jeg stadig. Nu er jeg selv blevet mor, og ved at der ikke findes et liv uden sine børn. I dag gør den slags ulykker ondt helt ind i den inderste marv af min krop, og jeg græder med de forældre, der har mistet deres barn.

Toppen af poppen

Har jeg fældet mange rørte tårer over. Elsker det program helt ned i den forvasket underhyle. Har tudet sammen med Sanne, Lina og Joey (Salomonsen, Rafn og Moe red.)

Men det er ikke den toppen af poppen, jeg mener. Det er toppen af poppen for børneudtalelser. Det burde man dælme lave et program om, selvom det kun er forældre der gider glo på den slags, hvor børn siger og gør sjove ting. Ikke sådan noget lagkage humor. Bare god dagligdags humor. 

Uddrag for ugen – og tv producent, bare brug dem. 

Ældste duracellunge: “Hvor skal du holde ferie ?”

Kusine på 4,5: “Vi skal til Gilleleje”.

Ældste duracellunge. “Gili Island. Der har jeg også været.”

Yngste duracellunge og undertegnede lægger puslespil for en milliardende  gang. To brikker ryger på gulvet.

Mig; “Hvis jeg tager den ene brik Elva, så tager du den anden.” 

Uden at kigge op. 

Yngste duracellunge: ” Du har to arme mor”.

Efter zoo tur i Berlin.

Mig; “Hvilke dyr synes i var den sjoveste? Jeg synes klart den langhårede orangutang”.

Ældste duracellunge: ” Jeg synes isen var den sjoveste mor”. 

Yngste duracellunge: ” Jeg synes legepladsen mor”. 

Vi ku også bare have sparet de 5000 kroner og smuttede på den lokale om hjørnet. 

Tegner i lejligheden i Berlin. 

Ældste duracellunge: ” Mor du maler den side, og jeg maler den anden”. 

Mig: ” ok, må jeg få den grønne tush”. 

Ældste duracellunge: ” Nej mor. Det er mig der bestemmer. Den skal være blå. “

Mig: ” Jeg ku også bare læse et blad, så tegner du?”.

Ældste duracellunge; ” Nej mor, du tegner med grøn. For jeg bestemmer”. 

Ældste duracellunge: ” Mor når du bliver gammel, kan du ikke huske, at du har født mig”. 

Mig: Jo Vigfus.” Det glemmer jeg aldrig. For det er det største i livet”. (Og tro mig fine ven – den tang glemmer jeg ALDRIG)

Ældste duracellunge: ” Nå det tror jeg altså ikke mor. Nej ikke blå mor. Grøn sagde jeg jo”.

Mig: ” åhhh”

Ældste duracellunge: ” Mor vi tror ikke på gud vel? “

Mig: “Nej”

ÆLdste duracellunge: ” Men jeg har jo et navn”. 

Mig; “Ja”. 

Ældste duracellunge: ” Jamen hvordan fik jeg det? Sagde du det bare til Gud?”

Mig: ” hmmm, ja noget i den dur”.

Ældste duracellunge; ” Mor jeg er lidt træt af Berlin. Jeg vil hellere hjem til min nye ven.”

Mig: “Hvem? “.

Ældste duracellunge: ” Ham der putter pølser op i næsen, og viser numse”. 

Mig: “Øhhh nååå.” 

 

Til Bryllup i bar rumpet

Min mand er sød, men ikke så tjekket, på den der tjekket måde. Han er ikke sådan en, der finder ud af, havd han skal have på til bryllup en uge før brylluppet. Han er sådan en der klokken 10 konstaterer at de eneste pæne bukser han har, åbenbart er gået i stykker i rumpetten. Brylluppet er kl 11. 

Det andet par rimelige pæne par bukser, er lidt for lange og hov de er ikke blevet renset efter sidste meget sjove bryllup. Skoene var åbenbart også danset i stykker til sidste meget sjove bryllup. (hvordan det så kan lade sig gøre, når han aldrig danser) 

Så klokken 10.30 står vi i Zornig på Gammel Kongevej, lettere desperat for at finde nogle bukser og sko som dur. 

Vi har ikke en klink, men det er de ligeglade med i Zornig, for kristian skal dælme ikke sendes til bryllup i den mondering. 

2300 kroner fattigere og 5 minutter i 11, løber vi ud af butikken ned til rådhuset, jeg i meget høje hæle og min mand nu tæskelækker.

Men er egentlig meget glad for, at han ikke gik i bar rumpet, for pigerne var ret vilde med ham i det nye outfit, og det havde da været helt galt hvis han svingede rundt med dilleren også. (Specielt fordi mormor på 85 også var der) 

Vi nåede brylluppet. Og han var åbenbart så glad for sin Zornig pose, at den også skulle med om aftenen. 

Tak Peter Zornig, for hurtig assistance. Tror klart jeg skal til at køre den model fremover, jeg vil sgu også ha en ny kjole. 

Nu er det Berlin der kalder. Kold hvidvin og 31 grader på terassen og måske får jeg min mands bare rumpet at se. 

 

Bowlingmester og mand for en dag

Ejj jeg har så sindsygt ondt i ballerne, og højre arm. Lå LÅ LÅ LÅ LÅ.

Jeg er blevet BOWLINGMESTER på polterabend onsdag. Lå Lå LÅ LÅ LÅ…

Startede med en strike – sådan. Men det koster åbenbart at være den seje bowligmester, for jeg kan næsten ikke gå og min arm snurrer stadig. Og det er upraktisk for jeg skal til bryllup imorgen i selvfølgelig høje hæle.

Har aldrig været på så maskulin en polterabend. Men tror egentlig godt jeg kunne vænne mig til at være en mand. 

Bowlingcenter og fadbamser. Bowlingcenter. Fadbamser (skal man sige, når man er sådan et sted), og fodbold på storskærm. Lå LÅ LÅ LÅ. 

Det feminien islæt var den italienske mandlige tjener på Tapasfabrikken ( kan iøvrigt godt anbefales – mums filibaba, også selvom man ikke har tænkt sig at flytte til Spanien)  på Nørrebro. 

Sluttede af på Nørrebros bryghus med store øl, kendisser, storskærm med fodbold og maaaaaaange mænd. 

Dinglede hjem halvstiv, med lidt for meget fodbold på nethinden og en bowlingpokal fra Tårnby bowlingcenter. 

Slog en ordentlig bøvs, råbte LÅLÅLÅLÅLÅ til min mand da jeg kom hjem, og drattede omkuld. 

 

 

Tag dig sammen kvinde -2

I går skrev jeg jo om de kvinder, som jeg ikke tror findes. Altså dem der skrapper op overfor deres mænd, og lægger tøj frem til ungerne i frygt for, at det går galt.

Og jeg sagde også, at det var jeg fløjtende ligglad med, og at du bare kunne komme hjem til mig, hvis du skulle lærer at være lidt mere afslappet. Overfor dine børn og din mand.

Men nu har nemesis ramt mig. I morges da jeg lå meget træt stadig i sengen (fordi jeg var blevet bowlingmester i går til polterabend. D´ont ask), smed min mand yngste duracellunges tøj i hovedet på mig, og bad mig give hende det på.

” Ej skat, de der bukser, kan hun ikke passe mere”, småklynker jeg.

“Hvorfor ligger de så i skuffen”, siger han og smålunter tilbage i kælderen efter et par nye.

“Natbukser.?Forvasket lyserøde natbukser fra Høg og Møg kommer han tilbage med.

” Skat hun kan sgu da ikke have natbukser på i børnehaven”, griner jeg.

“Selvfølgelig kan hun det”, mente han. ” Åhh hent dem selv Mille”.

Og det gjorde jeg. På trods af ondt i hovedet og meget træt.

Så jeg kan til en hvis grad, en god til to forskellige strømper, tøj der stumper, men natbukser. Puha der sætter jeg åbenbart grænsen.