Min mand er sød, men ikke så tjekket, på den der tjekket måde. Han er ikke sådan en, der finder ud af, havd han skal have på til bryllup en uge før brylluppet. Han er sådan en der klokken 10 konstaterer at de eneste pæne bukser han har, åbenbart er gået i stykker i rumpetten. Brylluppet er kl 11.
Det andet par rimelige pæne par bukser, er lidt for lange og hov de er ikke blevet renset efter sidste meget sjove bryllup. Skoene var åbenbart også danset i stykker til sidste meget sjove bryllup. (hvordan det så kan lade sig gøre, når han aldrig danser)
Så klokken 10.30 står vi i Zornig på Gammel Kongevej, lettere desperat for at finde nogle bukser og sko som dur.
Vi har ikke en klink, men det er de ligeglade med i Zornig, for kristian skal dælme ikke sendes til bryllup i den mondering.
2300 kroner fattigere og 5 minutter i 11, løber vi ud af butikken ned til rådhuset, jeg i meget høje hæle og min mand nu tæskelækker.
Men er egentlig meget glad for, at han ikke gik i bar rumpet, for pigerne var ret vilde med ham i det nye outfit, og det havde da været helt galt hvis han svingede rundt med dilleren også. (Specielt fordi mormor på 85 også var der)
Vi nåede brylluppet. Og han var åbenbart så glad for sin Zornig pose, at den også skulle med om aftenen. 
Tak Peter Zornig, for hurtig assistance. Tror klart jeg skal til at køre den model fremover, jeg vil sgu også ha en ny kjole.
Nu er det Berlin der kalder. Kold hvidvin og 31 grader på terassen og måske får jeg min mands bare rumpet at se.
Millemum 