Jeg siger muligvis noget, som nogen vil finde kontroversielt eller generaliserende. Men jeg kan ikke lide lastbiler. Lastbiler og dermed også dem der kører dem, for de er simpelthen for dårlige til at tage hensyn.
Jeg kendte en pige. En lille pige på 10 år. Jeg havde passet hende, siden hun blev født. Jeg elskede hende, for hun var meget elskværdig. Hun var sød og smuk. Men hun er her ikke mere, for hun blev kørt ihjel af en lastbil, der ikke så hende.
Og derfor så pisser det mig edder peter væltne af, når jeg læser om at en lastbil er kørt op i en personbil, som er smadret til uigenkendelighed incl et lille barn på 4 år på Lyngbyvejen i sidste uge.
Det er ikke uagtsomt. Det er simpelthen stupidt. AFSTAND. Selv en lastbilchaffør med beton i hovedet og lasten, må da kunne forstå den regel.
Ja hans liv er givetvis også ødelagt, men han kunne have gjort noget inden, så det ikke var sket. Det kunne han, og det kan rigtig mange lastbiler, hvis de vil.
De forældre får aldrig et normalt liv igen, det gør ondt helt ind i min mor knogle, at små søde uskyldige børn, skal være offer for den slags total uansvarlighed.
Hvis du skal køre lastbil, så kræver det altså, at du bruger din sunde fornuft, dit hoved og den del af din iq, som du er blevet bemidlet med.
Dengang den sødeste lille pige døde, græd jeg og havde dårlig samvittighed over at leve. Jeg følte med hendes forældre, og det gør jeg stadig. Nu er jeg selv blevet mor, og ved at der ikke findes et liv uden sine børn. I dag gør den slags ulykker ondt helt ind i den inderste marv af min krop, og jeg græder med de forældre, der har mistet deres barn.
Millemum 