“Samfundet kan bare komme an”

Sagde en ung studine i går på TV2 News.

I morges mødte jeg en af disse dalrende ud af bussen på Østerbrogade kl 08.30.Han kom slingrende ud på cykelstien, og var lidt i tvivl om hvilken retning fortovet lå. Jeg råbte “Tillykke stivesen”, og smilede overbærende til ham. Han smilede sødt tilbage til mig, slog en lille bøvs, og sagde tak og undskyld. Han havde søde krøller under huen, og var egentlig ikke meget yngre end mig.

Husker den tid som var det i går. Husker min ukuelighed. Husker jeg skulle erobre hele verden. Husker mine store faste bryster og de søde unge fyre med krøller under huen. Husker en ubekymrethed, som var min bedste ven. Husker jeg var stiv en uge eller to. Husker jeg flyttede til Paris, og følte mig enormt voksen. Det år, var ikke et fjumreår. Heller ikke de næste to. Det var år, hvor jeg lærte sprog, at blive voksen, at klare mig selv, at møde andre kulturer og mænd fra andre lande. Også et par enkelte piger. Det var år hvor jeg levede livet, og fandt nogenlunde ud af hvad jeg ville, selvom jeg ikke er endt der i dag. 

Tilbage til studinerne på Tv2 News. De talte om at blive student, tage et år ud af kalenderen og krisen. Om at de ikke bare ville vælge, et studie som de synes var sjovt, men også et studie, hvor de vidste de kunne få job bagefter. Meget eftertænksomt. Altså efter de havde drukket hjernen ud et år, rejst jorden rundt, reddede de sultne børn i Afrika, og arbejdede i en kibbuts.Puhhaaa.

På den anden side stod der en eller anden nævenyttig phd forsker og sagde, ” I skal virkelig tænke jer om, og komme hurtigt i gang med uddannelsen”. 

MMM ja, men heldigvis var studinerne ikke til at skyde igennem. De havde ungdommens ukuelighed og rend mig i røven blik – så den hoppede de ikke på. 

” Nu skal vi ud og have det sjovt, også kan samfundet bare komme an”. 

Husker i det gamle studiner? Tror jeg vil være sådan i dag. Ung, ukuelig og fanden i voldsk. Og måske kysse på en ung smilende student med krøller.